Vigo, Spanien

Turen til Vigo by tog vi lørdag d. 4. august, på vores bryllupsdag (11 år, så ikke noget rundt). Men vejret var ikke helt tiltænkt vores bryllupsdag. Vi tog dog af sted fra Rio de Mures i solskin med lidt vind, men vi havde ikke sejlet længe før vi mærkede de første dråber vand. Så stod det ellers ned i stænger – i 7 lange timer, hvor jeg, Christine, holdt udkig i alt sejltøjet (jeg havde ikke troet det skulle frem igen efter vi havde nået de sydlige bredde grader), men ak… jeg tog vagten. Resten af familien holdt sig nede i båden hele dagen. Joachim kunne hvile med sin ryg og pigerne gad ikke op i dette fugtige og klamme vejr. Engang imellem holdt Joachim udkig, når jeg simpelthen måtte ned på det lille hus eller få lidt tørre fingre. Det var ellers en rolig tur, lidt atlanterhavsbølger, ingen vind, og så var det bare selvstyrren på.

1 times tid før indsejlingen til fjorden/bugten hvor Vigo lå, begyndte sigtbarheden at blive dårlig. Det blev værre og værre som vi kom ind i fjorden, og vi kunne se hvordan den ene byge overtog den anden, og vi fornemmede hvordan bygerne ligesom fulgte os ind i fjorden. Der var trods vejret en god aktivitet af både, fiskefarme og skær som vi skulle undgå. En overgang kunne vi ikke se mere end 50 meter frem, bådene forsvandt simpelthen i disen/tågen. (Det var så ingenting i forhold til hvad vi senere oplevede). Velankomne i havn, observerede vi hvordan tågen langsomt forsvandt og vi kunne lige pludselig se den anden side af bugten med bjerge og byer på skråningerne. Sikke et smukt sted, det havde vi bare ikke fået mulighed for at se under indsejlingen. Så føler man sig overrasket men også lidt snydt. Det var jo et sandt paradis vi var havnet i.

Bryllupsaftenen måtte vi jo nu fejre, så vi fandt en eftertragtet restaurant, og følte os ikke særlig ”spanske”, da vi ønskede at sætte os til bords som de eneste kl. 22.00. Alle andre gæster stod stadigvæk i baren med deres drinks og tapas, klar til at indtage middagen i restauranten omkring kl. 23-24.

Vi fik en fantastisk tapas middag, og vendte mætte hjem til båden, hvor vi ventede Steen, vores nabo i Danmark, omkring kl. 24.00. Det var skønt at få besøg og vi havde gjort klar med vin og nød at høre om hverdagen derhjemme i Danmark, som vi for en stund har valgt fra. Vi har jo allerede en hverdag her på båden (som er ren luksus, ja faktisk skal man nive sig selv i armen for at huske på at man skal nyde hvert sekund). For hverdagen her tager vi i det tempo der passer os, dog lidt afhængige af vejret, når vi vælger at sejle videre til næste havn eller bugt.