Kuna Yala, Panama

Ustupu

Nu ligger vi i San Blas, Ustupu. Vi nyder det rolige tempo. Det er helt fantastisk her. Vi ankom godt hertil trods 2 gange kæmpe tordenvejr natten til i dag. Vi kunne styre uden om, men det holdt os vågne en helt nat. Det er vi ikke helt vandt til. Så vi var godt trætte, da vi endelig fik lagt anker her i Panama.

 

Enkelt liv

Panama er smuk. Til den ene side har vi fastlandet med junglen og bjergene i baggrunden. Grønt, grønt, grønt og atter grønt. Indimellem dukker en røgsky op fra en mark, hvor Kuna Indianerne brænder haveaffald af. Disse ”campagne” marker sejler de ind til hver morgen i deres træ udhuggede kanoer. Det tager dem måske 1-2 timer at komme frem til deres eget landområde. De dyrker ananas, mango, bananer, lime, sukkerrør og kokos. Nogle af Kuna indianerne samler jord ind fra fastlandet og roer det ud til øen/byen i sække. Hensigten er at vedligeholde øens højde over havets vandoverflade. Øerne ligger ikke mange centimeter over havoverfladen, hvis vandstanden stiger oversvømmes de, længe før Maldiverne.

På deres ”campagne” står også små huse, dvs. uden mure, kun tag. Det er gravsteder, her har de begravet deres forfædre. De bruger måske et par timer i marken før de vender tilbage til byen ved frokosttid. Børnene går i skole på øens eneste skole. Mødrene vasker tøj, holder hus og laver mad. Jeg tænker ikke, der er meget rengøring, da gulvet er selve jorden, den skal måske fejes lidt. Væggene er af strå og taget af kæmpeblade fra træer inde i junglen. Toilettet finder man i et hjørne af pladsen foran huset eller på pæle ude i vandet. Her ender det i havet. (kan vi se, da vi finder rester i havvandet tæt på båden) Der er ikke træk og skyl, men tryk og lad falde. Egentlig meget renligt. Det havner i vandet. Men vi får så ikke lige lyst til at bade! De sover i hængekøjer, og laver mad over et bål, det giver en helt specielt stemning om aften, hvor det hele falder til ro ved solnedgangstid.

Øen hvor byen ligger, er spækket med disse hytter. Enkelte hytter er lavet i cement og i to etager. Mellem de lysebrune huse dukker farverige damer op i deres smukke dragter. De kalder overdelen ”mola”, hvilket er et utrolig flot dekoreret stykke stof, som de håndsyer. På hovedet bærer de røde tørklæder og om arme og ben har de masser af perler, som kæmpe armbånd.

 

Tilbage til vores hverdag

Vi sidder på vores båd og betragter alle disse flotte og spændende indtryk. Vi er gået helt i baglås. Er det virkelig sandt, at de stadigvæk lever så primitivt.  Det er vildt betagende, at folk på jorden bor og lever så enkelt et liv. Det sætter tanker i gang.

Som mørket falder på, bliver der andre ting at tænke på. Mad og klargøring til natten. Vi er trætte og trænger til at komme i seng. Vi glæder os til at komme ind på øen og rigtig opleve, hvad der sker i en indianerlandsby en almindelig fredag. Dagen efter vågner vi til kraftig blæst som kommer ned fra bjergene. Vi tør ikke forlade båden og bliver ombord hele dagen. Vi driver også lidt, og må lægge anker på ny. Der er ingen problemer hermed. Det bliver en rolig skoledag for pigerne.

Det lækre slagterkød vi havde med fra Colombia, har vi smidt i havet. Vi lagde det straks på frys, men forrådnelsesprocessen var åbenbart allerede startet. Det var i hvert tilfælde dårligt, da vi hev det ud af fryseren! Så vi lever af dåsemad. Vi fangede desværre ingen fisk, trods de mange hoppende fisk, vi så i farvandet lige før vi nåede San Blas/Panama. Måske vi kan købe noget inde i byen.

 

I land

Lørdag kommer vi på land. Vi har været tidligt oppe og ankommer kl. 9 på molen efter en lille rotur i dingyen. (Vi må også være lidt økologiske, når de ikke bruger motor, gør vi det heller ikke).

Der var meget stille i byen. Der sad et par unge på den store plads og snakkede. Vi efterspurgte chief’en, for at få tilladelse til at besøge øen. Vi fandt ham ikke, men blev ført alle mulige steder hen. Indtil vi prøvede at sige, at vi var turister som bare ville se byen. De fik vi så lov til. Vi så den store stråtagsbygning, ”kongressen”, som de kalder den. Her holder de møde hver aften, hvor chief’en er ordstyrer, og de snakker om lidt forskelligt. Hertil morgen var der så også gang i snakken i bygningen. Det var primært kvinderne, der sad der i deres flotte dragter, og lyttede. Chief’en lå så henslængt i en hængekøje og kommunikerede igennem nogle mellemmænd til befolkningen. Kuna indianerne har deres egne love. De holder selv valg, og er ikke rigtig underlagt lovene som gælder for befolkningen i resten af Panama. Hver chief styrer sin by/ø. Vi gik en tur rundt på øen, vi så at de har en kirke, ”retten”, lufthavnen, bageriet, administrationen af øen, små kolonial forretninger og et par restauranter. Alt sammen meget simpelt, primitivt og lidt som vi forestiller os indianerne lever ude i junglen.

Lige såvel som vi observerede dem, observerede de os. De kiggede meget på Isabel og Natasja, 2 lyshårede piger. De fleste voksne Kuna indianere er ligeså høje som Isabel og Natasja. Vi er meget tilbageholdende og udmyg. Vi må bl.a. ikke tage billeder. Men vi spurgte om, vi kunne tage nogle få billeder, og det fik vi lov til. De ville bare helst ikke være med på billederne. Vi fik dog stor glæde af GoPro kamaraet, som kan holdes i hoftehøjde. Der er tilsyneladende mange albinoer her, bare blandt de 800 der bor her, ser vi 4-5 stykker. Det er vist meget normalt, har vi læst, at der fødes albinoer iblandt indianerne, og det går igen på de andre øer vi møder.

Vejene er grusstier. Vi hopper over en vandledning i ny og næ. På landingsbanen lander og letter en propelflyver et par gange om dagen. Der står en telefonmast på øen, så lidt kontakt med omverden har de. Vi prøver at spørge om de har WIFI på øen. Vi føler os lidt dumme, for det har de selvfølgelig nok ikke. Men midt på den store plads er der gratis WIFI. Selv fra båden kan vi engang imellem nå netværket. Dette bliver en ændring af vores opfattelse af Kuna indianerne. De har adgang til omverdenen, det er dog primært de unge som benytter dette medie. De har også fået en PC via skolen, så de kan komme på nettet. Ældre har ikke råd til computere, og ved sikkert ikke hvad de skal bruge det til. De har jo alt, hvad de behøver. Det går stille og roligt op for os, at de unge er med på noderne. De går rundt i byen og lytter til musik via deres mobiltelefoner. Og sørme ikke også om de ældre koner løber rundt med en mobil gemt i kavalergangen. De tekster og ringer i et væk.

 

Traditioner ændres

Når man oplever dette, får man den fornemmelse at den yngre generation ikke helt kommer til at følge de ældres spor og vante traditioner. Så fremtiden byder på ændringer, nogle ændringer i deres levevis, som betyder at de gamle traditioner stille og roligt forsvinder. Det er ærgerligt, synes vi, men man kan nok ikke vedblive at holde fast i de gamle traditioner for evigt. Det kender vi fra vores eget samfund. Vi hører, at det bl.a. er sådanne emner, der bliver diskuteret til kongresmøderne. De vil gerne at de unge hjælper til med at sejle ind til fastlandet og sørge for at holde markerne ved lige eller fange fisk. Dette er ikke helt let for dem at gennemføre.

Det var lidt om vores førstehåndsindtryk af Kuna Yala øerne. Vi vender tilbage med mere herfra. Nu går turen videre nordvestpå til Achutupu-øen. Der kommer ikke lige billeder på siden idag, da forbindelsen ikke er optimal.

Se alle Juni 2013 billeder under foto menuen.

Posted in Atlanterhavet
3 comments on “Kuna Yala, Panama
  1. Farfar says:

    Sikke en dejlig beretning. Sikke nogle indtryk I giver videre til os herhjemme. I har ret man bliver ydmyg og tvivler lidt på, at tilstanden vil forblive sådan. Bare ti år vil sikkert ændre herpå, måske hurtigere, de unge står vel næppe stille.
    Hvordan håndterer de indfødte turister. Nu kommer I og måske få andre i egen båd, men kommer der andre? Bringer flyveren nogen ind?

    Vi glæder os til at høre mere.

  2. Anne Cathrine says:

    Kære alle fire
    I får godt nok en på opleveren! Det er så spændende at læse om og se billeder fra jeres mange oplevelser. I dette tilfælde lyder det til at i virkelig er kommet ud i et grænseland, hvor nyt møder gammelt. Skægt med wifi, jeg så forresten noget undervisningsmateriale fra UM om netop mødet mellem de sociale medier og udviklingslandede, som måske kunne være spændende for pigerne, hvis i har wifi… (http://www.emu.dk/3verden/verdensbilledfilm/index.html)

    Tusind tak for de fine og detaljerede beskrivelser, der giver mulighed for at være fluen på væggen hjemme fra DK.

    Jeg håber alt er vel og at i kommer fint gennem Panama, og så glæder jeg mig til at høre hvordan planerne folder sig ud mod enten øst eller vest når i når Galapagos.

    Mange knus og tanker,
    Moster

  3. elisabeth haase says:

    Kære alle fire
    Tak for jeres søde hilsen på mail vedrørende Jens. Flot at I også kan tænke på os herhjemme med alle de oplevelser I har og får.
    Spændende at høre om indianerne og deres skikke osv. – og så havde de WIFI !!! Ja, I får revideret jeres opfattelse mange gange.
    Glæder os til at høre mere og se billeder fra turen gennem Panamakanalen.
    KH fra Svend Erik og Elisabeth

Leave a Reply to Anne Cathrine Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>