Bahia Santa Elena, Costa Rica

Det er aften i Bahia Santa Elena, nord Costa Rica ca. 10 sm fra Nicaragua. Der er ikke en vind eller en bølge der rør sig her i bugten. Her er bare helt flat og stille. Det er lige før vi tænker, der må være noget galt. IMG_6557Vi ligger nemlig i bæltet for Papagayas vinden som kan blæse temmelig kraftigt. Når vejrfilen siger 15 knob skal man regne med det dobbelte 30 knob dvs. 15 m/s. Melder vejrfilen 25 knob skal man regne med 50 knob dvs. 25 m/s. Under disse omstændigheder ønsker man ikke at sejle derude. Så vi undrer os lidt over stilheden.

Bahia Santa Elena siges dog at være den bedste ankringsbugt i dette område, fordi det er godt beskyttet. Der kan dog godt komme vind her, når Papagayas rigtig blæser til derude på det åbne hav.

I dag har vi sejlet fra Playa del Coco og til denne fredlige natur ankerplads. Vi lagde ud med under 5 m/s. Den tog så til da vi nåede en halv ø som er kendt for meget vind, Cabo Santa Elena. Vi havde modvind nogle sømil men næsten ikke nogle bølger. Så det gik fint. Vejrmelding sagde 10-12 knob ved middagstid, og vi mærkede nok omkring 10-12 m/s, og mere i vindstødende. Men det gik fint. Vi havde tænkt på at fortsætte turen op til Nicaraguas kyst, hvor man kan komme lidt i læ for bølger. Vi ombestemte os da vi indså at vi ikke kunne nå frem til San Juan del Sur bugten i Nicaragua inden mørkets frembrud pga. den lave fart i modvind. Så vi valgte at søge læ i Santa Elena bugten kun 5 sm længere fremme.

Den beslutning er vi godt tilfredse med. Nu sidder vi nemlig og nyder det, i så rolige omgivelser som vi ikke har mærket længe. Vi er de eneste mennesker i denne bugt, men har selskab af aber, papegøjer og andre fugle. Omgivelserne er en nationalpark som er meget tør. Vi er omgivet af halvhøje bjerge. Der er masser af morild i vandet om natten, men ingen delfiner eller hvaler. I vores sejlguide nævnte de at man næsten ikke kunne undgå at se hvaler og delfiner, så vi føler os lidt snydt…!

Puntarenas – Isla Tortuga – Quepos – Bahia Samara – Playa Flamingo

Efter vores ophold i marinaen i Puntarenas er planerne lagt for vores sidste del af turen før hjemrejsen til Danmark. I sidste ”POST” nævnte jeg at vi tager til Mexico for at sælge båden igennem en bådforhandler. Båden kommer på land inden vi tager hjem, hvis den ikke er solgt inden da.

IMG_6439 kopiSejlruten bliver derfor Nicaragua de næste 2 uger frem til d. 21 marts, derfra videre til El Salvador i en uges tid og så er vi nok i det sydlige Mexico i starten af April. Det giver os 2 mdr. Til at sejle op langs Mexicos kyst.

Isla Tortuga

Det var en god fornemmelse at komme videre fra Puntarenas. Det var lige blevet et ophold der trak lidt ud. Der var nogle fødselsdage som vi skulle fejre. Isabel ville gerne være nær en pool og spise på restaurant på sin fødselsdag. Vi valgte også at skifte bådforsikring, hvilket vi ville have styr på mens internet forholdene mm. var til det.

Vores første destination blev Isla Tortuga øerne. Her var dejligt, gode bade og snorkle forhold. Vi havde en sjov oplevelse da vi lå derude ved øerne som en af de få både. Pludselig en aften kunne vi høre en masse musik ude fra vandet. Vi blev overvældet da en stor turist katamaran kom sejlende stille og roligt med høj spansk dansemusik og diskolys i alle regnbuens farver. Den sejlede ind til en af øerne og en masse glade ”Ticos” (lokale costa ricanere) gik fra borde og ned på stranden. På stranden havde man sat en masse fakler og lavet et kæmpe bål. Larmen fra båden døde ud og der blev festet inde på stranden.IMG_6452

Quepos

Sejladsen fra Isla Tortuga til Bahia Herradura bød på rigtig sejlads i et par timer uden motor. Der har ikke været meget vind på det sidste, så det var godt at få luftet sejlene igen. Efter en enkelt nat for anker (vi droppede havnen da den kostede 120 dollars for en nat!) sejlede vi videre til Quepos by/ankerplads. Christines søster Anne Cathrine skulle komme og besøge os en uges tid. Vi lejede en bil for at hente hende i lufthavnen i San Jose. Samtidig ville vi bruge tiden i San Jose til at finde en ny gummibåd. Vores gummibåd taber luft og vi har indset at vi har den på lånt tid. Men alligevel krydser vi fingre for om den kan holde de sidste par måneder (ja det snart slut). Men hvis vi nu kunne finde en billig gummibåd evt. brugt ville det passe os fint. Det var helt umuligt. Enten var de for store eller også var de for små. Dertil var det absolut ingen gevinst at prisen var alt for høj selv for den 2 pers. brugte gummibåd vi så på. Det er bare dyrt her i Costa Rica.

IMG_6459 Om aftenen hentede vi Anne Cathrine i lufthavnen og kørte op til Monteverde Cloude forrest for at vandre en tur i nationalparken.

Det blev lidt af en natlig sightseeing tur. Vi kørte den forkerte vej og vendte først om efter tre kvarter ad en bumlet og hullet vej. Heldigvis mødte vi en anden bil på vejen og fik stoppet dem og spurgte om vi var på rette vej. Vi fandt den rigtige vej og kl. 2 om natten stod vi foran vores hostel, som vi skulle sove på. Vi havde advaret dem om at vi kom sent. Men der var ikke nogle der åbnede, efter at have banket og dyttet. Vi måtte finde et andet sted og kørte tilbage i byen. Heldigvis fik vi hjælp til at finde et andet hostel og vi lå trygt og sov kl. 2.30 om morgenen.

Morgenmaden blev serveret kl. 7.00, så vi måtte tidligt op. Det blev så en hel speciel oplevelse  idet vi sad i familiens dagligstue og spiste rigtig lokal morgenmad. Ris med bønner, pandekager og et spejlæg med sort kaffe el. varm kakao. Mens vi sad og spiste fulgte fruen i huset, som også var kok, med i nyhederne og vi fik en spansk udgave af et interview med fiskermanden fra Mexico/Guatemala som på et år var drevet over Stillehavet i sin fiskerbåd.

Vandreturen i Monteverde nationalpark var skøn. Ikke så våd som vores tidligere erfaring med Cloudforrest i Santa Elena national parken. Men det kan vel variere lidt. Vi var så heldige at se en sjælden fugl, Quetzal (dog ikke den fugl vi har billede af ovenover. Vi nåede desværre ikke at få et billede af Quetzal fuglen). Den er meget smuk med en mega lang hale af 2 fjer. Vi havde en god 3 timers vandretur med nogle flotte panorama udsigtsposter og en smuk skov. Vi kørte tilbage til Quepos by med et stop i Jaco by, hvor vi spiste aftensmad.

Tilbage i Quepos by fik Anne Cathrine installeret sig i båden og hun fik fornemmelsen af den varme vi bor i til hverdag. Det var rigtig hyggeligt at have hende på besøg igen. Natasja og Isabel nød det meget, der blev spillet og snakket og fortalt.

Inden vi sejlede videre tog vi en vandretur i Manual Antonio national park. Vi så 3 forskellige slags aber, flere dovendyr, vaskebjørne, leguaner, den grønne frø med de orange fødder og øjne. Den sov trygt, så ingen frø-kys denne dag.IMG_6487

Bahia Samara

Fra Quepos by sejlede vi tilbage til Bahia Herradura bugten. Der lå man rigtig fint beskyttet. Herfra sejlede vi over til Nicoya halvøen og bugten ved navn Bahia Samara. Vi blev her en dag for at slappe af. Køle lidt af i skyggen. Anne Cathrine havde fået lidt for meget sol, så hun ømmede sig flere steder. Det er ikke sådan når man kommer fra Danmark og huden ikke har set solens lys igennem lang tid.

Bugten var flot. Der var ikke så mange turister. Vi så et brudepar som blev gift på stranden. Efter vielsen skulle de ud at ride langs kysten. Sikkert meget brugt tradition på disse breddegrader. Bruden red galop, men gommen kunne ikke helt følge med og faldt pludselig af hesten – nok ikke en tradition. Heldigvis skete der ingen ting.

Playa Flamingo

IMG_6641

Sidste stop for Anne Cathrine på hendes 8 dages besøg blev Playa Flamingo nord for Tamarindo by. På sejlturen dertil så vi rigtig rigtig mange rokker hoppe ud af vandet og lave maveplasker. Vi så gerne 5-10 stk. ad gangen. Vi gætter på det var en del af deres parringsritual. Men vi ved det ikke. Da vi ankom til Playa Flammingo havde Joachim fået solstik og havde det skidt. Så vi tog den lidt med ro. Bølgerne var nogle gange temmelig store inde ved stranden så at sejle ind på den rette bølge krævede god timing. Den følgende dag slappede vi af med frokot fyldt med vandmænd, OVERALT, stor og små. Sjovt nok hoppede ingen af os i vandet…Man vidste jo ikke om der var brandmænd imellem.


Det var her vi mødte den amerikanske kvinde der lavede smykker og solgte dem i sin lille bod på stranden. IMG_6577Isabel var nysgerrig og pludselig sad hun på tæppet og snakkede med damen, mens hun lavede et smykke. Vi fik snakket en del med hende og hun fortalte en del om det at bo her i Costa Rica som amerikaner. Hun levede simpelthen af at sælge smykker på stranden foran et stort hotel. Det løb lige rundt og hun nød tilværelsen uden stress og jag som hun havde gjort i New York, hvor hun også levede af at være leverandør af perler mm. til de store smykke virksomheder.
st og badning på stranden.

Anne Cathrine tog af sted tidligt torsdag morgen for at tage bussen ind til San Jose, så hun kunne nå sin flyver fredag morgen. Det var noget trist at sige farvel igen. Men heldigvis kommer vi jo snart hjem så ventetiden til vi ses igen er ikke så lang.IMG_6531

Play del Coco

Det tog Joachim nogle dage at komme sig efter sit solstik. Så da han var klar til at sejle videre, tog vi turen til Playa del coco. Det er i denne by at man skal ud deklarere. Vi var så ikke helt bevidste om processen, så det endte med at blive lidt af et cirkus. Vi havde troet vi kunne gøre det i løbet af en eftermiddag. Men det tog Joachim hele den næste dag også, før vi kunne komme videre.

Først brugte vi 1,5 time i banken. Mest på at vente i kø. Vi skulle betale et gebyr på 20 dollars. Næste dag tog Joachim hurtigt ind til byen for at ordne det sidste hos tolderne og Port Captain. Vi troede det ville tage 1-2 timer, så vi hurtigt kunne sejle videre mod Nicaragua. Men det tog resten af dagen.

Det viste sig, at han skulle ind på toldkontoret i Liberia, en bustur på 30 min. Dertil viste det sig så at han også skulle et smut forbi immigrationen. Og det var ikke nok at han var der, men alle fire skulle ind til immigrationen, fordi hun skulle se os alle sammen. Så Joachim skulle ud at hente os i båden, så vi alle kunne komme ind på hendes kontor. Hun var meget bossy. Hun skulle vise at hun havde et vigtigt job og at hun kunne bestemme og køre rundt med folk som det passede hende. Hun kunne ikke engelsk, og vi kunne kun forstå meget lidt spansk. Så kommunikationen gik trægt. Og alt hvad Joachim skrev på de formularer der skulle udfyldes bad hun ham omskrive på nye dokumenter, fordi han ikke skrev et rigtigt 2 tal, men at det var et z han skrev. Sådan blev hun bare ved. Joachim blev rasende og hun følte sig pludselig truet, så politiet stod der lige pludselig.

Dernæst var der problemer med at finde det rigtige tidspunkt for at forlade Costa Rica. Vi kunne jo ikke sejle når klokken var 3 om eftermiddagen. Det ville tage mindst 12-15 timer at sejle til Nicaragua. Og man sejler ikke om natten i dette område pga. papagaya vinden. Hun gav os 3 timer til at forlade landet! Bare for at irritere os tror jeg, og vise sin magt. Politiet tog det meget afslappet, da de var der. Den ene sad og spillede på sin telefon. Den anden nikkede lidt til damen bag disken, der sad og snakkede. De havde med garanti prøvet det før. De kunne jo heller ikke engelsk, så det var ikke for at få kommunikationen til at glide nemmere, at de kom.

Heldigvis kom vi derfra uden flere problemer. Vi var dog noget rystede over at hun opførte sig så næsvis. Vi mødte ved et tilfælde en engelsk medarbejder på en restaurant på vejen til Port Captain. Da vi fortalte historien med damen i immigrationen, sagde han at han var blevet lagt i håndjern og kom i fængsel, da han skulle have ordnet nogle immigrationspapirer hos PAULA. Nok fordi hun også havde opført sig umenneskeligt, og hidset manden op. Hun er åbenbart en ikke helt nem dame at omgås!

Tilbage hos Port Captain fik vi udfyldt de sidste papirer. De gav os så 12 timer til at forlade landet hvilket vil sige at vi skulle sejle senest kl. 3 om natten!!!

Vi spurgte hvad vi skulle gøre når vi havde fået 3 timer hos immigrationen og 12 timer hos Port Captain. Hun rystede lidt på skuldrene og viste at det nok ikke betød så meget. Så vi valgte at tolke det som at vi forlod landjorden indenfor 3 timer og sejlede ved solopgang næste morgen. Så havde vi godt nok overskredet deadline, men vi kunne jo ikke gøre andet. Vi sætter ikke liv og lemmer til for at adlyde nogle regler som man alligevel ikke behøver at adlyde.

Engang imellem forstår man ikke helt alle de regler og procedure der er til. 6-7 mennesker foruden de 2 politibetjente var indblandet i at udføre nogle dokumenter så vi kunne sejle videre til Nicaragua. Tænk at man skal bruge en hel dag, på at vandre fra det ene kontor til det andet og tage bussen ind til et tredje kontor.

Det var ærgerligt at vi havde denne oplevelse, som en af de sidste i Costa Rica. Vi har været begejstret for landet. Folk er som regel meget flinke. Dog skal man tage sine forholdsregler, for ikke at blive bestjålet. Men damen i immigrationen sætter ligesom det sidste aftryk på vores oplevelser i Costa Rica, hvilket er meget trist.

Nu ligger vi så stadigvæk i Costa Rica og krydser fingre for at Coastgard ikke dukker op. Vi regner med at sejle de sidste 20 sm i morgen så vi er fremme ved San Juan del Sur, Nicaragua, sidst på dagen.

Posted in Stillehavet
3 comments on “Bahia Santa Elena, Costa Rica
  1. Kristian Garde says:

    Kære alle,
    Tusind tak for en dejlig fortælling om jeres oplevelser i Costa Rica. I har sandelig haft nogle fantastiske oplevelser, dog desværre krydret med nogle genstridige immigrationsmyndigheder. Man får helt lyst til at besøge landet, sådan som i fortæller om en smuk natur og et rigt dyreliv :-))
    Knus til jer alle, -
    Mormor og morfar

  2. inge Worziger says:

    Kære alle 4.
    Dejligt at læse om jeres ture de forskellige steder i Costa Rica. Hvor har I dog set mange dyr og fugle, som man ellers kun ser i Zoo. Det må være utroligt at se dem i deres naturlige omgivelser.

    Sikke dog en dum k……, som sendte jer afsted fra et ellers dejligt og langt ophold i Costa Rica. Skynd jer at “glemme” det dårlige og husk på alle de skønne oplevelser i har haft i landet. Det er jo ret længe I har opholdt jer der.
    Hvor jeg dog glæder mig til at se jer igen.
    Stort knus
    Inge/mor/farmor

  3. elisabeth haase says:

    Kære alle 4
    DEJLIGT at høre om alle jeres spændende oplevelser – og enkelte sure begivenheder. Men det er nok forventelige strabadser i den store verden.
    Håber at I er kommet over det og nu er på vej i dagslys til Nicaragua. Jeg har været der to gange for 15 og for 10 år siden på en mission med Fagbevægelsens ulandssekretariat. Vi skulle ud og undervise tillidsrepræsentanter i fagforeningsarbejde. Det var – som jeg husker det – et godt land, fattigt og med masser af korruption. Men vi kørte rundt og så turistseværdigheder i nærheden af hovedstaden og en enkelt vulkan i nærheden.
    Men godt at høre om turen i nationalparken, spændende dyr og fugle. Og godt at Joachim er kommet sig over sit solstik.Og hyggeligt med besøg af Christines søster.
    Spændende om båden bliver solgt – eller om den skal på land og vente.
    Men fortsat god vind til jer og på gensyn til sommer i Danmark.
    Kærlige hilsener fra Svend Erik og Elisabeth

Leave a Reply to inge Worziger Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>