Puesta del Sol, Nicaragua

Første stop i Nicaragua var San Juan del Sur en lille turistet fiskerby. Vi havde en fin tur fra Bahia Bellena i Costa Rica. Der var selvfølgelig meget mere vind end vejrfilerne sagde. Så efter en lille time i bølger der satte vores fart ned til 1-2 knob, ændrede vi kurs og sejlede behageligt i 20-25 knobs vind, hvis ikke mere i vindstødene. Vi var fremme før solnedgang.

Vi blev i bugten i 4-5 dage, hvor vi hyggede os, så den afslappede by og fik en masse strøm via vindgeneratoren. Nu ventede vi på det rette vindue til den videre sejlads. Vejrvindduet kom og vi tog det. Først en dagssejlads til Masachapa byen og herefter en lang tur fra kl. 03 om morgenen til kl. 16 om eftermiddagen. Vi er nu kommet til Puesta del Sol i det nordlige Nicaragua. Sejlturen herop fra San Juan del Sur bød på en fin vind. Dvs. vi satte genakker og sejlede mellem 6-7 knob i timen. Det er en god fart på lidt vind. Senere kom der mere vind og vi sejlede for forsejl og storsejl resten af vejen til marinaen. Vi så frem til at komme i havn for vi skulle ind og opleve Nicaragua fra landsiden. Generelt har landet været utrolig flat og tørt med enkle vulkanpukler. Nogle aktive med røg andre sov.

Med bus til Leon by

Myggene sværmer om os, mens vi står og venter på bussen. Vi skal på indlandstur i Nicaragua. Båden ligger sikkert i Puesta del Sol Marina. Bussen kommer lidt forsinket kl. 6.45 om morgenen efter at vi har draget et par myggestik til os. Vi sætter os glade ind i den amerikanske gule skolebus. Før turen går ind mod byen skal vi lige et smut inden om to mindre landsbyer. Her bor de i huse af grene, pap, træ og plastik. Nogle står og tager morgenbad. Hovedet stikker frem af den halvhøje afskærmning. Her er støvet og tørt. Stemningen virker hyggelig. Bussen bliver langsomt fyldt op af Nica’er.

Foran Isabel og jeg sætter en mor sig med tre børn. Den ældste en pige har skoletaske på ryggen. Det er lørdag og pligten kalder for hende. Hun er ren og klædt pænt på som alle andre i bussen. Når hun smiler stort kommer de fire hvide fortænder frem, dog med sorte huller i. Så hun børster nok ikke tænder hver dag! Hun sidder roligt sammen med sine to søskende – to mindre drenge på måske fire og 1,5 år. Der er ellers begyndt at blive liv i bussen. Musikken er selvfølgelig på fuld drøn og bussen er næsten fyldt inden vi når hovedvejen.

Nica’erne tager tomme 5 liters vandflasker med, en tom olieflaske, og den store gryde med hjemmelavet mad (som sikkert smager fremragende) bliver uden besvær båret op på taget af bussen og bundet fast. Sikkert noget som skal sælges inde på markedet i byen. Trods det beskidte miljø virker det som om alle gør noget ud af sig selv, med pænt og rent tøj. De virker venlige og kigger smilende nysgerrigt på os.

Vi kommer frem til en større by, hvor bussen har sin endestation. Vi har kørt i ca. 2 timer og skal nu videre med en anden bus fra en anden busstation i byen. Vi må tage en taxi, da der er et pænt stykke vej imellem dem. Sjovt nok kostede bussen lige under 1 dollars pr. Person. Taxien koster 2 dollars for os alle fire. Vi når den næste bus og sidder nu yderligere små 2 timer i en gul bumle skolebus. Det blæser godt flere steder på turen og støvet vælter ind gennem bussen og ud igen i den anden side. Vores to lyshårede piger bliver studeret grundigt af flere passagere. Gadesælgere stiger ind i bussen for at sælge stegte bananer, pandekager og andet mad. Selv hårprodukter kan blive solgt her i bussen. Joachim prøver et par stegte pandekager med ostesmag. De smager lidt tørt.

Landskabet er flat, med marker af sukkerrør og små træer og buske. I baggrunden har vi kig til landets største vulkan San Cristobal som er ca. 2000 meter høj. Vi ser flere vogne trukket af heste, æsler eller okser. Enten som alm. transportmiddel eller også trækkende på en stor vogn fuld af sukkerrør. Vi når byen Leon sen formiddag og sætter os på en cafe på hovedpladsen foran en ældre katedral. Vi skal have fundet vores overnatningssted, så vi ikke skal slæbe rundt på vores taske med tøj.

Leon er en flot og hyggelig universitetsby. Flere huse inde i centrum er fra den spanske kolonitid. Vi bor på et hostel med flere hyggelige grønne gårde og højt til loftet. Der bor så også mus her finder vi ud af, da vi næste morgen finder et hul i posen med vores sidste hjemmebagte bolle. Vi bruger resten af dagen på at se byens kirker, det lokale marked og hyggelige pladser. Sidst på dagen bliver poolen indtaget af pigerne som nyder afkølningen. Om aftenen får vi en lækker middag med perfekt stegt kød. Det er ellers ikke ofte vi har prøvet det her i Mellemamerika.

Besøg i Granada by

Næste dag tager vi igen bussen til hovedstaden Managua. Her smutter vi over i en anden bus og videre til Granada by. En helt fantastisk by. Den ligner en hel del Leon byen med de gamle bygninger, grønne pladser og en masse flotte kirker. Forskellen er dog at Granada ligger helt ned til verdens største ferskvandssø “Lake Nicaragua” og så er den en tand mere charmerende end Leon. Begge ligner de gamle byområder som findes i San Juan på Puerto Rico og Cartegena i Colombia. Man er ikke i tvivl om hvem der har haft sit præg.

Det viser sig, at vi får en rigtig spændende oplevelse ud af vores visit i Granada takket være Peter Kolind. Vi har hørt, at der er et dansk general konsulat i byen. Vi beslutter at besøge det for at give pigerne oplevelser og indsigt i, hvad de laver på et konsulat. Vi ved jo ikke om de vil tage imod os, men vi får en aftale om at mødes kl. 14. Her møder vi den åbne og behagelig generalkonsul Peder Kolind. Efter en snak om vores rejse og lidt om konsulatet bliver vi inviteret på rundtur i byen. Det viser sig, at Peter har mange projekter i gang i byen ud over sin position som general konsul. Han finansiere selv alle projekterne. Vi tager hatten af for alle hans initiativer. Han har bl.a. et hotel som er utrolig smukt vedligeholdt i den gamle stil. Ingen bad og toilet på de enorme værelser. Tilgengæld har de store værelser som er helt unikke.

- Carita Feliz -

Næste stop blev et besøg på skolen “Carita Feliz” (= smiley face), som også er et af Peder Kolinds projekter. Udover skole er der mange andre projekter forbundet hertil. Fire gange om ugen kan børn komme og får et måltid mad. Det er et helt show med dans på den store scene og optræden med børn før spisningen. En god tradition for børnene som lære at stille sig op på en scene, men også for at få en glad og dejlig oplevelse med hjem inden de skal sove. Vi får lov til at deltage i dette arrangement samme aften. Vi møder 2-300 børn, som er samlet i salen. De er kommet for at få stillet deres sult sammen med nogle enkelte enlige omvandrende mænd der ikke har råd til mad og som er sultne. Der bliver serveret noget, der ligner kartoffelmos med bønner og lidt grøntsager. Vi hjælper til med at dele tallerknerne med mad og drikke ud til børnene. Mange af dem spiser det hele i løbet af 30 sekunder og drikker lidt vand og så ud af døren igen.

Udover skolen er der også tilknyttet en børnehave. Børnene kommer ligegyldigt deres baggrund rig som fattig. De behandles lige. De bliver så småt undervist og lære almindelige leveregler for at være et godt menneske. Alt sammen i Peter Kolinds ånd. Børnene står næsten i kø for at blive skrevet op til at komme i børnehave der. Derudover kommer kvinder som lige er blevet mødre, samt gravide kvinder dels for at få viden om hvordan de skal tage vare på sig selv og deres nyfødte. Det kan være i forhold til mad og pleje. Foruden de unge børn kommer også ældre for at tage del i undervisning men også for at få en skål aftensmad.

Fængselsprojekt

Det er helt utroligt så mange initiativer Peter Kolind har sat igang. Jeg kunne blive ved. Dog er der et andet projekt som også vakte vores interesse. Et projekt som kan have stor værdi for resten af landet, idet det den nationale tv station skulle komme og lave en udsendelse. I samarbejde med politichefen i byen er det vedtaget at give fængselsindsatte mulighed for at arbejde hver dag som tømre, murer eller et andet fag for derved at nedsætte deres straf. Der er et helt bestemt system herfor i forhold til antal arbejdsdage kontra nedsat fængselsstraf. Forholdene er ekstremt dårlige i fængslerne. Der sidder alt for mange indsatte kontra kapaciteten i fængslerne. Hensigten med at give dem noget at lave, mens de sidder inde i fængslerne er at give dem en ny levevej, når de kommer ud. Hvis de når at arbejde med et fag i et år har de en vis viden om faget og kan bruge dette fremadrettet og tjene penge på det. Det har vist sig at være en stor succes. Næsten alle de indsatte som havde deltaget i projektet vendte ikke tilbage til deres gamle kriminelle miljø. Så i år har de fået mulighed for at fordoble antallet af arbejdende indsatte. Vi besøgte ikke fængslet, men vi hørte en del om projektet.

Det har virkelig givet os stof til eftertanke. Vi har fået en indsigt i de fattiges leveforhold og set at der er måder at ændre ting på, så det bliver en succes. Derudover fik vi også at vide, at de fattige ofte ikke bliver registreret i det offentlige system pga. manglende penge. Det koster 2 dollars at blive registreret i personregistret. Får man det ikke gjort det første år når barnet er født stiger prisen dobbelt op det næste år. Problemet bliver så endnu værre, hvis barnet pludselig skal på hospitalet. Her skal man være registreret før man kan operere. Kan man ikke betale for registreringen, bliver man ikke behandlet. Så det kan være barske forhold at leve under, hvis man ikke har råd til at blive registreret i personregistreret.

Inden aften når vi at besøge det helt fattige kvarter, hvor folk bor i skur, laver mad over bål, toiletterne er huller i jorden (eller også betaler man 20 øre for at gå ind på et offentligt tilgængeligt toilet). Madrasser er ikke en selvfølge at eje. Peder Kolind kender folket godt, og han har i samråd med de fattige sørget for at de fik lys i gaderne og meget mere.

Mættet af indtryk

Alle aktiviteterne som vi har været rundt for at se gør et stort indtryk på os alle. Ikke mindst Isabel og Natasja. Tænk at der er så mange der går sultne rundt og ikke engang har råd til mad, tøj osv. Vi får en samtale om dagens oplevelser henover et stykke pizza på hotellet. Vi er mættet med indtryk og vi har alle den følelse, at vi må kunne gøre noget for dem…men hvad?

Vi ville mægtig gerne være blevet endnu en dag. Men vi har ikke så meget tid, da vi skal ordne nogle småting inden sejlturen går videre mod nord, El Salvador. Dagen efter tager vi turen tilbage til båden i nord Nicaragua. Vi skal med bus og nå at købe mad ind før mørket sænker sig.