Gulf of Tehuantepec, Mexico

DSCF7264Vi blev lidt forsinket da vi skulle forlade Chiapas havn, idet “Port Captain” ikke gav tilladelse til at sejle ud af havnen den dag, vi havde planlagt det. Der var for store bølger uden foran havnen. Så vi måtte vente til dagen efter, torsdagen før påske. Så sejlede vi endelig fra Chiapas. Man skal planlægge sin afrejse nøje, da området her er kendt for kraftige vinde (T-pec) op mod 60 knob. Man kan med en vis sikkerhed planlægge sin rute langs kysten og undgå stærke vinde. Det prøvede vi også. Vi blev jo så en dag forsinket fra Chiapas havn, vejrprognosen sagde nu 15 knob langs kysten og 20 knob længere ude i Gulf of Teuhuantepec, men vi mente, at det nok skulle gå. Der er ingen havne på denne strækning kun mulighed for at smide anker langs kysten. Strækningen er ca. 250 nm, dvs. 2 døgn på vandet.
Men vi blev klogere.
2. døgn
Det første døgn gik meget roligt. Men som vi lå og sejlede på anden dagen i roligt vejr opdagede Joachim pludselig ændringer på vandets overflade. Der gik ikke mere end 1 min. så havde vi taget alle sejl ned og forberedte os på mere vind. Og den kom.DSCF7472
Vi havde måske 35-40 knob (lige under 20 m/s) i modvind. Bølgerne byggede sig mere op og blev krappe, som vi kalder det. Ikke en speciel behagelig form for sejlads. Med modvind og bølger som stoppede vores fart sejlede vi kun 2-3 knob.
Vi var meget i tvivl om vi skulle gå længere ind mod land og smide anker eller fortsætte med denne fart. Vi sejlede sammen med en anden båd Windsong fra USA og havde en del kommunikation med dem. Det er altid rart at kunne diskutere situationer over VHF’en.
Joachim og jeg kunne næsten ikke overskue at fortsætte ruten under disse vejrforhold. Men samtidig ville vi heller ikke lægge anker, fordi bølgerne brækkede meget kraftigt inde ved stranden. Det er sådan, at vinden kommer inde fra land jo mere op nordvest på man kommer. Så efter nogle timer havde vi vinden ind fra styrbord side. Det betød på den positive side, at vi kunne sætte et meget reduceret forsejl eller en “klud”, som vi også kalder det. Dernæst havde bølgerne lagt sig, fordi de ikke når at bygge sig op, når vinden kommer fra land. Det tilsammen resulterede i en bedre fart og en langt mere behagelig sejlads.DSCF7473
Pigerne tog det rigtig flot. De kunne godt se at der var meget vind og de accepterede fint at mor og far måtte være på oppe i cockpittet, så hyggede de nede i kahytten med at se film mv. De var ikke specielt søsyge, så det var dejligt.
I løbet af natten lagde vinden sig en smule efter midnat så vi kunne have selvstyren på og Joachim kunne holde fri for at styre båden. Vi lå nu tæt på land dvs. omkring 0,5 nm fra kysten, i en dybde på ca. 15 meter.
Gulf of Tehuantepec er en kæmpe bugt, så når man ligger så tæt på land og sejler i mørke er det om at holde udkig og sikre sig at ændre kurs i takt med, at man nærmer sig kysten. Så ikke noget med at blunde!
Næste dag havde vi flere vindstød som nærmede sig de 50 knob. Vi var meget trætte, så vi besluttede at tage et hvil til næste dag. Vi smed anker i Salina Cruz, hvor der også var meget vind. Men dog alligevel lidt mere læ.
Vores følgebåd Windsong valgte at sejle videre.
HuatulcoIMG_7295
Næste dag tidligt om morgenen sejlede vi videre til Huatulco Marina en heldagssejlads. Vinden havde lagt sig noget og de sidste 5 timer sejlede vi for motor, da der var helt vindstille.
Vi nåede frem før mørkets frembrud og lagde til i en lille havn som lå meget øde men utrolig flot indsejlning med klipper og små klippeøer. Her lå vi i to dage for at få sovet mere ud og være klar til næste 2 dages stræk mod Acapulco.
Før vi sejlede afsted til Acapulco sejlede vi ind til en lille hyggelig bugt kun 5 nm syd for Huatulco.
Her skulle vi snorkle og bade i klart vand. Vi har næsten ikke badet i havvand eller snorklet på Stillehavssiden. Vandet har været noget uklart eller også har der været for store bølge ind på stranden. Snorkling blev der heller ikke meget af her i bugten, vandet var ikke så klart som håbet, men vi fik badet i dejlig koldt vand. Kroppen blev kølet ned, for her er bare varmt.IMG_7321
Så imens I alle sad og hyggede ved påske frokostbordet hjemme i Danmark, sejlede vi langs kysten i hård kuling. Vi var nok noget misundelige.
Posted in Atlanterhavet
2 comments on “Gulf of Tehuantepec, Mexico
  1. elisabeth haase says:

    kære alle 4
    I skal da også have alle strabadserne lige til det sidste! Men dejligt at høre at I nu er så søvante, at I kan overskue svære situationer – og komme godt fra det. Og flot at pigerne klarer det uden søsyge!
    Vi glæder os til at høre mere og glæder os til at se jer godt hjemme igen. God vind fortsat.
    KH fra Svend Erik og Elisabeth

    • sy-vela.dk says:

      Kære Elisabeth og Svend Erik

      Tusind tak for alle jeres hilsner. Det har været super dejligt at få feedback fra
      Jer i Danmark. Vi glæder os til at se jer igen og give en krammer.

      Kh alle fra Vela

      /Christine

Leave a Reply to elisabeth haase Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>