Tirsdag 27. nov. Fra en outpost
Da vi i går sejlede ind imellem de høje og takkede vulkantinder på Santo Antao (1805 meter) og den lidt rundere Sao Vincente (700 meter) for at finde Mindelo følte jeg det som når jeg på film så noget fra en outpost, et sted i ødemarken, Alaska eller Sydpolen for eksempel. Der er bare lige det med temperaturen, det er jo varmt. Inde mellem øerne vokser den blide NØ passat i vindstyrke, og inde i Mindelo er der blæsevejr. Øerne skaber sit eget vejrsystem, en tunneleffekt. Det påskønnes fordi det svaler og lufter godt ud i skibet.
Så længe vi endnu ikke var i land og kun så udefra og ind, var det en havn præget af lidt slidte fragtskibe, fire-fem oplagte og rustne skibe, et par halvsunkne vrag, i land en mindre samling containere, flere bar Mærsk navnet, ja så lignede det en outpost.
Egentlig er det jo netop det, det er og var. For hundrede år siden var stedet en kul-bunkringslager for dampskibe på vej fra nordatlanten til sydamerika.
Siden Cap Verde øerne blev en selvstændig stat har den beskedne befolkning – alt overvejende afrikansk – arbejdet ihærdigt på at drive den lille stat fornuftig og gøre den til en respekteret stat, fjerne forestillestillinger om lovløshed, til et sted der kan tiltrække turister og dermed indtægter. Og det synes at lykkes. Der bor næsten lige så mange Verdeneresere rundt om i verden og de bidrager til samfundets økonomi ved at sende penge hjem.
Det nyeste er, at man nu (2011) kan ind- og udklarere sig i fire forskellige havne. Før hen var man henvist til at sejle tilbage til hovedbyen Praia for på legitim vis at udrejse, en forudsætning for senere legitim indrejse i en anden stat. Hvis man er vant til at flyve ind eller sejle med færge er det få der forstår sejlernes dilemmaer med immigrationsmyndigheder, skibspapirer, besætningslister, stempler i massevis. Masser af red tape, stempler og kasketter. Det kunne få de fleste til at springe Cap Verde øgruppen over og sejle derhen hvor man nu skulle.
I Mindelo klarere ind og ud, og den er nu – over få år – vokset en pontonbrohavn med plads til 150 både. Forsyning på broerne med vand og el som i andre gode havne. Toiletter og bade i en standard over det vi oftest finder. At det hele så hopper og danser og bådene kører rundt i fortøjningene, enkelte springer, fordi der ikke er moler eller bølgebrydere, det er en anden sag.
Oppe i byen er der marked og butikker, vi er ikke i tvivl om, at vi nu er i afrika, og ikke kanarieøerne.
Da vi sejlede ind var der straks besætninger fra andre danske og norske både som Christine, Joachim og pigerne har mødt adskillige steder ned gennem Frankrig, Spanien og Portugal.
Fredag 1. december
Ikke mindre end seks nordiske både Bliss, Carpe Diem, Cassiopeia, LadyEmily, og norske Felice foruden os selv, vil inden længe stikke til søs med Caribien som mål. Der tales om at sejle samlet, selv om vi alle godt ved, at vi efter et døgns tid ikke ser hinanden, men kontakt over radioen vil vi sikkert bedrive, tale om vejret for eksempel.
Onsdag den 4. december, en 360 graders vending
Der er gået en uge på godt og ondt, og ikke mindst et grimt fald på en af de gyngende pontonbroer, har præget tiden her. I søndags lød dommen på hjemsendelse, men pludselig kom der alligevel lidt bedring, arm og skulder kunne alligevel lidt mere, så helt håbløst var det måske ikke. Vejret har været lidt hårdere derude end ventet. Flere er blevet herinde og ventet på at bølgerne skulle aftage. En båd fra Arc’en kom tirsdag ind med en brækket kulfibermast efter en ufrivillig bomning i høj sø. Så det ene med det andet, mange afventer lige nu, også vi, og tak for det, ellers var jeg nok ikke kommet med. Nu er planen, at vi sejler i morgen med en god udsigt, og rigeligt med ibuprofen. Om vi når Barbados den 24. december eller skal fejre jul på Atlanterhavet, er det store spørgsmål. Vi har risengrød og gaver med. Det skal nok blive en stor oplevelse, anderledes i hvert fald.
Hilsen Farfar
********************************************************************
Lørdag den 17 nov.
Fra mørke i Danmark kl.16 til Grand Canaria aftenlys kl. 18.30, solbrune og glade piger, forventningsfulde over fødselsdagen og farfars ankomst. Alle fire havde lejet bil og kørt fra Puerto Mogan på sydkysten til Las Palmas lufthavn, en herlig varm velkomst.
Sikke en forandring de sidste 4 dage har betydet. Jeg har fundet min familie, der er kommet langt væk hjemmefra, som har fundet ro med sig selv og projektet. Måske stadig en smule fluer i maven over at skulle besejre Atlanten, men samtidig nej, det er jo det de har gået og forberedt sig på, og gjort dygtigt. Og forberedelserne er i orden.Mange sømil under uvante forhold har givet erfaring. Inden min ankomst var den nye selvstyrer installeret. De første par dage hernede var ikke bare hviledage, nej båden på land, bunden ordnes og ny akseltætning. Siden den store tur omkring motor og filtre.
Der er købt stort ind til mange mange dage, og ledige stuve-væk-huller er svære at finde. Alle indkøb klorin badet, vi vil nødig have gæster ombord, og karkelakker kan nemt gemme sig i emballage, frugt og grønt.Om en dag eller to sejler vi i Colombus kølvand. Først sydover for at ramme nordøst passatvinden. Den ligger tilsyneladende langt sydpå i år, nærmest ved Kap Verde, så vi tager lige et par dage der, tanker op, “drejer til højre” vestover til Caribien.
Mandag 18. nov. – lige inden vi klipper forbindelserne.
Ja, altså bortset fra sattelit-telefonen som vi primært bruger som SMS til at sende vor daglige længde- og breddegradsposition, samt til at få friske info om vejret.
Vi er ikke alene om det med at besejre Atlanten, og vi er heller ikke de første, og vi ved for længst, at det ikke er Vest-indien vi finder. Alt er for længst erkendt, ingen bliver brændt på bålet for kætteriske påstande om at jorden er rund som en kugle. Sattelitterne har styr på det hele og vi ser virkeligheden på iPads længe inden vi oplever den. MEN oplevelsen af at være der, bruge tid på rejsen, føle varmen, indsuge de fremmede dufte, være sammen, det vil gøre oplevelsen fuldkommen, det giver vores ellers elektroniske perfekte verden ikke, og det glæder jeg mig til også at opleve.
Familierallyet og kapsejladsen ARC har nu 28 år på bagen, og 275 både er tilmeldt, med start fra Las Palmas søndag den 25. Men der er jo også andre, sådan nogen som os der bare sejler. Hvor mange mange? Tja måske 150, måske flere. De starter som de selv har lyst og fra forskellige destinationer på Kanarieøerne alle med kurs mod Caribien, en del via Cap Verdeøerne, og de fleste vil ankomme før jul. Vi er opsatte og spændte og i morgen går det løs for os.
Vi fik sagt farvel til Jan fra Jennifer, der hjalp så meget da dieseludluftningen ikke gik som en leg og kølens bagkant skulle have en tur.
Også vores hyggelige Walliske naboer Ray og Ed fra Seren Wen blev et dejligt bekendtskab de fire dage vi lå side om side. Masser af gode råd om ocean sejlads som de med beskeden ydmyghed var mere end erfarne i at give i små doser. Med tågehornsalut blev vi sendt af sted på vores første ocean passage, også habourmasterkontoret åbnede fløjdørene og saluterede med deres tågehorn.
Torsdag / fredag 22/23. nov.
Den femte nat i søen og velsagtens min 12. vagt på rejsen, heraf halvdelen ved mørke At det er mørkt burde jo ikke undre, men når man altid har sejlet i den lyse sommer hjemme i Skandinavien, så ligger der en underbevidst idé om, at der er mere lys end mørke, skønt jeg jo egentlig ved bedre. Klokken 18.15 får lyset en ende. Solen lodret i havet og 30-40 min senere er det virkelig mørkt. Men omvendt så er der også 12 timer med sollys højt på himmelbuen, og det er jo meget bedre end det jeg lige er rejst fra. Heldigvis er månen i tiltagende og det giver mere og mere lys, og den går senere og senere ned. At sejle ned lang Afrikas kyst – Vest-Sahara og Mauritanien, er lidt uvirkeligt.
Landskabet ligger en 400-500 kilometer derinde mod øst, og kan selvfølgelig ikke ses. Men pludselig i går aftes kom der en varm vind. Ikke at det er koldt, absolut ikke, men forskellen kunne fornemmes lige med det samme. Lidt senere fornemmedes også varme dufte af land. Virkeligt mærkeligt at sidde i mørket og uventet få vakt to andre sanser. Vi ser ikke megen trafik herude, foreløbig bare 5 skibe. Vi er virkelig alene i det flotte vejr på det uendelige blå ocean.
Joachim satte en morgen-fiskeline og få minutter efter snurrede fiskehjulet. En ordentlig kamp med en Dorado på små 5 kg og 90 cm endte med, at vi fik middagsmad leveret lige til døren. Joachim har ikke før landet en Dorado – en stor makrel fisk der dog ikke ligner vores – han gjorde det mesterligt, og dertil skulle man tro at han havde filetteret fisk hele sit liv, for inden vi fik set os om var Doradoen skåret fra benene i to flotte filetter som straks gik på køl. Vi skal spise den i aften. Dagens protein er reddet. Visse miner var bekymrede.
Lørdag 24. nov, lidt om ugen uden land i sigte
Dagen startede med den bedste vagt af alle, kl. 09-12. Solen er oppe og varmen er skøn. Vi har lørdagsbadet med saltvandssæbe og føler os så lækre, og om lidt er vi fremme, altså om et par dage.
Vi har flere gange haft besøg af delfiner, endda mange af dem. Den ene gang underholdt de os i en halv time, og de var overalt, ved siden af, foran stævnen lige bag hækken og de sprang og plaskede så børnene hvinede af fryd.
Også to hvaler har passeret os i et par hundrede meters afstand. Flot blåst, og til sidst et enkelt svip med halen, jo de er imponerende de store pattedyr. For lidt siden passerede en gruppe grindehvaler sydvestover lige bag om os, der var i hvert fald seks måske flere. I mens jeg skriver dette kom endnu en flok delfiner forbi, men de jagtede tydeligt føde, og havde ikke tid til os.
Vi har bevæget os fra cirka 28 grader nordlig bredde til nu 20-21 grader, og ender helt nede på mellem 17 og 18 grader. Hver breddegrad bringer os 60 sømil eller 111 km nærmere ækvator. Formentlig har vi allerede nu føling med den stabile passatvind fra NØ, det vil vise sig om den bliver endnu bedre. Styrken for det meste fin15 knob i ny og næ 20 knob. Der ventes dog nu et døgn med svagere vind.
De berømte lange atlanterhavsbølger har vi tilgode at opleve, de kommer forhåbentlig snart. Ind i mellem har vi haft perioder med kort bølgeafstand. Det giver en ubehagelig krap sø, men vi har også haft vand fladt som et stuegulv. Vi tror vi kommer frem til Mindelo på Sao Vicente mandag sent eller tirsdag.
Mandag 26. nov. Yeah, vi rammer rigtigt!
Morgenvagten på syvendedagen klokken 06 er mørk, men lidt over syv, længe inden solopgang, ses de første tegn på morgenrødme, og pludselig er der en ø, ikke vores men én på vejen. Få minutter senere anes der forskel på skyer og en kæmpe ø ligger ret fremme på kursen. Der er 45 sømil endnu. Tænke sig, det er som at stå i Gilleje og skue mod Anholt, og se sit mål visuelt. Sådan er det når højden måles i små to tusinde meter. Nu kan vi sidde i de næste syv timer og se Ilha de Santo Antao og vores mål Ilha de Sao Vicente gro endnu større. Der er ikke megen brug for GPS, medmindre vi mister sigtbarheden. Vi skal i øvrigt til at stille ure. Vi har bevidst holdt fast i Gran Canarie tid, fået lidt længere aftener og tilsvarende lidt senere solopgange. Men nu skifter vi og vil holde fast i at være en time efter UT (London) og 2 timer efter København. Først når vi når Caribien skifter vi med yderligere 3 timer.
Alt i mens er Cinema VELA altid leveringsdygtigt med et stærkt repertoire.
Vi har nu en hel uges erfaring med den nye GARMIN Linear-drive selvstyrer monteret direkte på rorkvadranten. Ikke alene styrer den fint, den er overvældende stærk med sit 400 kilos tryk. Den er hurtig og opfanger bølgemønstre på en fin vis. At den er så også strømvenlig er et kæmpe plus. Vindgeneratoren holder næsten stand alene, og bare lidt afhængigt af øvrigt forbrug er der højest anledning til at køre motor en times tid hvert døgn.
Foruden de få fotos her, er der flere under “Farfars Atlanticpassage” under menuen FOTO.
