Farfars beretning om Atlanterhavspassagen

Fra Mindelo Sao Vincente, Cap Verde til Carlisle Bay, Bridgetown Barbados, Caribien

1. dag i søen, torsdag 6. dec., afgang Mindelo

Vi er flere danske både der har gået og luret på vejrmeldingerne.  ARC (Atlantic Rally Cruise) startende i Las Palmas udsatte deres start fra søndag den 27. til tirsdag den 30. november, på grund af vejrforhold.

Vejrfiler indikerede i flere dage, at der 8-10 dage fremme kunne strække sig tunger af hårdt vejr sydover ned i passatvindsbæltet, når vi kom ud midt i Atlanten. Meget talte for at sejle ud med kurs 265 mod Barbados, men bevidst at holde en noget sydligere kurs, hvor vi så måske risikerer lidt for lidt vind. Det var syv nordiske både (Bliss, Cassiopeia, Wolf Dancer, Felice fra Norge og et par finske) enige om. Lady Emily var taget af sted lørdag den 1. december og deres kurs var ikke kendt.

De fleste af os har Barbados som første mål og da det er givet at Bridgetown ligger på 13 grader N bredde, så er det kun et spørgsmål om hvor hurtigt de forskellige både søger fra Mindelo breden 17 grader N ned mod 13 grader N.  Vi havde visuel kontakt i de første 6 timer, og derefter via VHF i ca. 36 timer, og siden via sattelittelefonen.

Søen var rimelig urolig med modsat løbende søer. Ingen tegn på de så berømmede laaange atlanterhavsbølger. Den første nat var tilmed lidt kold – lange bukser – og kvalmen fik også lidt tag i flere. De følgende dage gik lidt tilsvarende, fin sol om dagen og køligt om natten, ja og de samme søer, meget anstrengende.

Jeg var som bekendt med på lidt af en badebillet. Nok var hævelser og smerter aftaget på 5. dagen efter faldet på pontonbroen, men så snart vi var i den urolige sø var jeg jaget vildt. Kunne jeg slå mig, kunne jeg pludselig gribe for mig, ja så var det hver gang højre arm det gik ud over. Jeg blev dog efterhånden bedre til at forudse og undgå, men uden de andres hjælp når der skulle hales, drejes spil etc. var det slet ikke gået. TAK. Da jeg endelig en dag ku’ sige, at nu gik det omsider bedre, ja da ramte en våd flyvefisk min arm ved albuen og reflektorisk rykkede jeg både arm og skulder, et unødigt ryk. Behøver jeg sige mere end av – av – av.

4. dag i søen, lørdag 8. dec.

Aftenspisetid, kl. 18 vagten spiste med og det hele summede indtil vinden pludselig sprang temmelig meget på et sekund.. Men nej det var ikke vinden der sprang med derimod den nye selvstyrer der stod af.

Et hurtigt kik gennem et af kontrolhullerne til rorkvadranten afslørede at trykstangen fra den kraftige linear-drive pumpe var “hoppet af”.

Trods mørket hurtigt op med det hele, og det er ikke så lidt sådan en velorganiseret kistebænk rummer. Aller nederst finder vi herligheden vel beskyttet af en ydre trækasse, også væk med den. En stor kontramøtrik sidder ikke låst.  Får fin- eller nok rettere grovjusteret længden og finder at det er usikkert om rorstatusviseren får det rette input.  Vi samler det hele og beslutter os for at se nærmere på sagen ved dagslys.  Der er dømt gammeldags håndstyring for natten.

Godt at der er gamle prøvede rutiner at falde ind i. For eksempel er søvn mellem vagterne en pligt, ellers går man for nemt død under selve vagten.

Næste dag, endnu engang tømmer vi kistebænken, gennemgår hele processen, får tilsyneladende også en god finjustering af rorudsving. Der er bare det problem at den hele tiden vælger at styre den stik modsatte vej. Nåh, men der er jo et 24/7 telefonnummer og nu skal vores iSat telefon vise hvordan man får hjælp via sattelitter.

Problem: Det er søndag og ikke et ægte 24/7 nummer.  Så vi tage en tur lidt mere håndstyring. Mandag morgen løses problemet ved, at vi som det første finder ud af, at der heldigvis findes en hovedsikring der beskytter det værdifulde linear-drive mod overbelastning. Nu havde vi imidlertid fået nulstillet computeren, så der skulle lige laves et antal kalibreringsrunder i grov sø. Jeg troede ikke, at det ville lykkes at få det til at spille igen, uden lidt fladt vand, men mirakuløst nok endte det med efter flere våde og væltende runder, med at det hele virkede.

Vi mangler stadig at forstå hvorfor et linear drive, der er beregnet til en både op til 15 tons, vi er på godt 7 tons og med alt muligt langsturs ekstra på 9 tons, kobler ud ved en hovedsikring så hurtigt.  Vi kunne nemlig godt have anskaffet os modellen mindre til 10 tons, men valgte at spille safe.

Da sikringen så gik endnu engang dagen efter under mindre pres, endte vi med at sejle defensivt, men efter lidt overvejelser men ingen forståelse, bruger vi nu vor selvtyrer som det er meningen, og har en lang samtale med leverandøren til gode når vi kommer i land.

10. dag i søen, torsdag 13. dec.

En stor tanker passerede os, W-gående, og vi fik via VHF vejr Info, NØ vind 35 knob i dag 20 knob i morgen.

35 knob forekom højt. Så megen vind fik vi aldrig, måske kortvarigt 30 ellers mest 25 knob. Vi har siden morgen haft en besværlig dobbelt crossing sø. Styring har været sværere, og et sandt bumpy ride.  Hvor er de berømmede lange atlanterhavsbølger?

MENS DETTE SKRIVES skriver computeren at der nu er præcis 1200 sømil tilbage. Det er altid skønt at passere en milepæl.

Men det bliver først om et døgns tid at vi kan notere at vi er halvvejs.  Vi regner som alle store ruteplanlægningsbøger ruterne indenfor 50 nm .  I dette tilfælde runder vi op til  2100 nm.

Hvis man så ind i mellem har lidt behov for at tænke positivt, Ja så er den atlanterhavstur vi jo egentlig sammenligner med den som Colombus gennemførte i hvert fald hans tredje i 1498. Her var det aldrig nogen hemmelighed at turen gik ned til Cap Verde og siden vestpå.  I det lys er vores samlede atlanterhavsodysse vel omkring 2950 nm, og med kun 1200 tilbage har vi altså lige netop sejlet 60 pct. nu og har 40 pct. tilbage at sejle.  Ja, et er procenter noget andet er sømil, der er stadig lige langt at sejle.

Christopher Columbus, hans sejlruter, myter og mysterier.

En tak til min gudsøn Carsten, der for mange år siden gav mig en spændende bog om Christopher Columbus i anledning af 500 året for opdagelsen af Amerika. Den har været læst mange gange, tre gange af mig selv og lånt ud til venner med interesse for historie.

Egentlig er bogen en aftestning af en hypotese gennemført i 1990, grundlaget for en doktorafhandling, antaget og forsvaret ved universitet i Cadiz i1989.  Sådan lidt kort fortalt endevender den spanske historieprofessor Luis Coin hele historien om de mystiske manglende logbøger, og deres senere genskrivning, samt en masse selvmodsigelser, i hvert fald når man som Luis Coin ikke bare er professor, men også søofficer og har sejlet på de store have.  Han opstiller tesen om bevidst forfalskning af logbogen blandt andet for at undgå at falde i Portugisernes ubønhørlig straf, for at have sejlet i deres kontrollerede farvande.

Men også en underbygning af formodningen om, at der var folk blandt søfarende der havde prøvet at sejle mere vestpå end de fleste og som havde et begyndende billede af en større verden. Dertil en underbygget formodning om noter og søkort så hemmelige, at det var eller burde være statshemmeligheder, at man må tro at Columbus vidste hvad der ventede ham.

Interessant nok skriver dronning Isabella til ham efter hjemkomsten fra den første rejse ” Man skulle tro at De præcis vidste hvad de ville finde”

Teserne blev i 1990 afprøvet ved at sejle i en nøjagtige kopi af Columbus karavelle Niña.

Vi fik brugt bogen og emnet til at tale lidt skole – geografi, historie og religion – med pigerne, om middelalderen, om kættere, om de få oplyste der snart ikke kunne holde ud at fornægte at der var mere viden og forståelse i og om denne verden end kirken ville tillade.

Selvfølgelig også om det, at 1400 hundrede tallet var en periode hvor meget begyndte at røre på sig. Portugisernes lange sørejser nord syd langs Afrikas kyst gav i første omgang ikke meget tro på andet end det brændende varme Sahara. Så en dag kom man videre, fandt frodigt og grønt landskab ved Gambia.  Troligen har flere af disse søfarer fundet det ulideligt, ja umuligt at sejle samme vej hjemad mod vinden. Deres skibe sejlede flot i medvind, også på halvvind med krydsegenskaber nej.  Om det var intuition eller det var det eneste de kunne foretage sig, at sejle langt ud i havet vestpå for senere at opdage vestlige vinde, der kunne bringe dem hjem igen over Açorerne.  Ja, det er vel ikke så enkelt at sige. Men der hersker efterhånden kun lidt tvivl om, at der blandt søfarende har været nogen, der havde været ude på nogle usædvanligt lange ben til havs, og at man var – sådan rent praktisk – begyndt at forstå at der nok var noget med at denne jord var rund som en kugle, at man ikke faldt ud over kanten, og at man kunne komme hjem igen når man sejle på vindene. Om de så så land eller ikke ved vi kun lidt om, men enkelte søkort syntes at have eksisteret i hemmelighed, od de indikerede en helt anden sammenhæng en den gængse opfattelse. Var Columbus i virkeligheden en af disse søfarende, der have en viden eller fornemmelse, der gjorde hans færd lidt mere begrundet på forhånd?

Der er nok ikke meget at sige til at denne viden ikke lige blev uddelt til alle og enhver ved hjemkomst. Dels kunne det være en god hemmelig viden, og lysten til at blive brændt på bålet for sådanne kætteriske udsagn, har sikkert i endnu højere grad fået de søfarende til at tie. Det er måske baggrunden for at Columbus med betydelig skråsikkerhed lovede dels Dronning Isabella og dels besætningen, at de bare skulle sejle 750 leguas (2400 sømil), så ville de finde land.

Vi har ombord en badebold, en globus, og den blev pustet op og studeret, og vi håber inderligt at pigerne en dag i deres senere skolegang vil have lidt erindring om alt det vi fortalte om det skelsættende korte åremål cirka 1440 til 1500. Med én gang var der ikke længere den samme, og nu 520 år senere sejler vi lige i  Columbus kølvand. Vi har mindst fem instrumenter ombord der fortæller hvor vi er, selv en lille iPhone har sin egen Gps.

Der findes også en film, ved navnet  1492 Conquest of Paradise, men vi har endnu ikke fået tid til at se den. Den græske komponist Vangelis har skrevet en lækker filmmusik, som vi har hørt.

I de sidste par dage har vi joket med at finde et par gode overskrifter på denne anden halvdel af Atlanterhavsturen

To Lousy:  Ikke en eneste af de flotte solopgange eller solnedgange.  Vi havde opstemte forventninger fra andres beretninger, men sandt at sige var de få af slagsen vi havde set, vist dem vi så fra Grand Canaria til Mindelo. Ikke siden har vi haft en rigtig flot solnedgang.

Fiskene er vilde med at spise vores kroge, vi spiser dåsemad.

Det var en joke af de mere alvorlige. Skipper syntes i hvert fald ikke om den, forståeligt nok, for der havde efter på den en side, efter Mindelo, ikke været bid mere end den ene gang, hvor vi landede en smuk lille Dorado på vel et kilo, de følgende forholdsvis få hug (over 14 dage) så vi aldrig, men en efter en forsvandt kroge og forfang. Vi anede ikke hvad der var derude. En enkelt gang må det have været noget meget stort, for linen holdt kun 0,5 sekunder.

Så i går var der hug igen.  Luften sitrede af noget specielt, nu skulle det lykkes.  Ikke længe efter blev det klart at et særligt skue var ved at udspille sig. En kæmpende spændstig Blue Marlin var på krogen, vel en meters penge. Alle finner var spændte når den slog flik flak og sværdet var meget synligt.  Skipper fik den gradvist helt hen til båden, så den sidste infight kunne begynde og fangstkrogen var parat. Endnu flere flik flak  hovedet om på siden og med det ene øje målte fætter Marlin sin modstander, og så et hug og en kraft uden lige, sværdet lige ind i forfanget som sprang.  Sa….. F…  Fætter Marlin dansede derefter ovenpå vandet noget der lignede en sejrsdans, men det var nok nærmere choket over, at der trods line-bruddet endnu sad en krog i munden. Det sidste scenarie varede 15-20 sekunder, og det vil vi aldrig glemme. Jeg vil aldrig turde skrive, at det var næsten lige så flot som at lande den, så det skriver jeg altså ikke. Men overskriften står vist efterhånden til troende. Her til morgen har vi 111 sømil tilbage og et lille døgns tid endnu, så hvem ved – nu glider linen ud igen – så den kan blive gjort til skamme.

22. december sidste døgn i søen

Vi er nu inde i det sidste døgn. Nattemørket har sænket sig og vi spejder spændt efter de første tegn på øen Barbados. Langsomt kommer de første tegn på svagt rødt lys frem i kimmingen. Det viser sig efterhånden at være lufthavnen der i den grad oplyser østkysten.  Vi nærmest skøjter forbi sydkysten i medstrøm, og begynder at dreje ind mod Carlisle Bay. Klokken er nu omkring 01. Det er umuligt at se hvor de opankrede både ligger. Er der overhovedet nogen? Så pludselig et gråt militærskib for anker, i mørket ser det nærmest sort ud, og så en til og en til.  Lidt efter lidt ser vi lidt mere, men vi er ikke rigtig trygge. Pludselig er der god plads, men så er dybden over 25 meter, derfor.  Endelig beslutter vi os og lader ankeret glide ned. I morgen ser verden nok anderledes ud, og uanset hvad, så har vi gennemført vores første store ocean passage, Det gode skib VELA har vist sig som stærkt, solidt og hurtigtsejlende og vi er inde i tide til at holde juleaften den næste aften.

24-26. december, juledage på reden.

Vi når i byen Bridgetown. Fik besøgt lidt downtown og handlet. Byen både ligner lidt England og alligevel ikke.  Det er helt klart afrikansk knapt nok Caribisk, og det er ikke en metropol. Vareudbuddet er lokalt, så de sidste julegaveindkøb var udfordrende.  Men englændernes høflighed, den tager man ikke fejl af. Anden juledag ville jeg se om der skulle være et apotek åbent.  Byen var så lukket som nogen. Men på grund af et krydstogtskib på reden var der en smule åbent. To politibetjente, et par flotte sorte kvinder på nær 190 cm. blev spurgt, og på deres egen værdige facon begav de sig straks hen ad hovedgaden til et ”departmentstore” hvor underetagen i dagen anledning alligevel var åbent. De talte et øjeblik med foretningens security folk, og ledte os ned til hylderne med håndkøbsmedicin og sagde, at de håbede at håndkøb (off the shelf) ville være godt nok, undskyldte at der ikke var prescriptions available to day.  Den værdighed og høflighed – i sprog og i attitude – skal man lede længe efter andre steder. Ude på gaden mødte vi dem igen, og takkede selvsagt tilbage, med en grad af høflighed der ikke ville forekomme os naturlig derhjemme. Ved nærmere eftertanke kunne lidt mere af den opførsel være på sin plads, og jeg vil huske at tage det med hjem til Danmark om nogle uger.

BYC

Vi fandt også Barbados Yacht Club i den modsatte ende af Carlisle Bay.

Et pragtfuldt stykke England med country club og tennisbaner, Ballrooms og andre rooms, samt en cottage på stranden med bar og skyggende træer. BLT sandwiches, tredækkere med bacon så fine, 6 stjerner, afternoon tea og cucomber sandwiches  kl. 5 p.m. , ferskvandsbade ikke mindst.

Juleaftens eftermiddag havde vi en stund derude. Andre nordiske sejlere havde lånt stedet til en griil-juleaften-fest, men vi ville nu hjem på båden og have risengrød og pakkeleg. Joachim sejlede pigerne tilbage til nabobåden Cassiopeia, for så at sejle endnu en tur efter Christine og mig.

I mellemtiden trak sorte skyer op. På ingen tid vendte vinden fra NØ til SV, og vi lå som andre andre både pludselig tæt på stranden.  Regnen havde tropiske dimensioner.  Via en norsk sejler der kom til klubben, fik vi besked om at søge til byen hvor Joachim lå med dinghy’en. Lang historien kort, vi fandt efterhånden hinanden og kom i et skrækkeligt vejr tilbage til båden TOTALT gennemblødte, med computere i vandtættet grabbags.  Vi hoppede og dansede i den toppede sø, Carlisle Bay var ingen spøg juleaften.  Tallerkener og glas ville ikke stå stille, bare et lille bitte øjeblik.

Pigerne blev hentet på Cassiopeia og vi stod der kl. 18.45 drivende våde og skiftede tøj, og startede op på risengrøden.  Det blev en fin juleaften med nissepynt, grød og kanel, samt pakkeleg.  Kl. 22.22 var vi udmattede på vej i køjerne. Næste dag var der julefrokost på fordækket af Cassiopeia, rød dug og det hele.  Endnu en regnbyge fik os dog hurtigt under dæk, men julefrokosten var dog et hit.

Mod det rigtige Caribien

Efterhånden fik vi nok af Barbados og ville de sidste 90 sømil til Grenadinerne, Bequai, Port Elizabeth. På vej ud så vi Star Clippers store fem-mastede Royal Star, den møder vi nok til nytår ude omkring Tobago Cays.