Farvel til Portugal – mod De Kanariske Øer på Atlanterhavet
2 timers vagter det første døgn
Joachim arbejdede flere timer efter vores afgang fra Sines, Portugal på at lave selvstyren. Men den duede ikke, lige meget hvad Joachim forsøgte. Vejret var fint, varmt og let vind. Vinden tog dog mere til først på aftenen. Vi gjorde klar til nattesejlads ved at rebe sejlet, dvs. sejlarealet blev mindre og der var ikke så meget tryk på sejlet. Det gjorde det lettere at styre, men farten blev også sat lidt ned, dvs. med den pågældende vind lå vi og sejlede ca. 7 kn. i gennemsnit. Aftensmaden bestod af varme pasta, med kolde kyllingetern som var stegt på forhånd. Dertil agurkestænger. Pigerne blev lagt ved en 8-9 tiden om aftenen og Joachim og jeg gjorde klar til at starte ud med 2 timers vagter. Vi synes der var en temmelig god vind, og da det var vores første rigtige Atlanterhavssejlads havde jeg, Christine, det i hvert fald bedst med 2 timers vagter og at vi lå i cockpittet og sov på skift. Vi skulle være klar til at blive vækket og hjælpe med at ændre sejl, hvis det blev nødvendigt. Det var ikke rigtig muligt at både stå bag roret og trimme sejl. Efter midnat begyndte vinden at aftage lidt og vi ændrede vagttiderne til 3 timer i stedet for 2. Der var klar himmel og månen lyste båden og havet op omkring os, hvilket gjorde at vi følte vi bedre kunne se og holde udkig efter bølger og skibe. Men der var ikke rigtig nogle både i sigte. Vi så måske en enkelt eller 2. Foruden de 2 andre sejlbåde vi fulgtes med.
Mørke skyer ved aften tid – andet døgn
En fin dag, vinden var nu omkring 7-8 m/s og vi fortsatte vores 3 timers vagter. Vi prøvede at få hvilet, spist og sikret os, at pigerne var underholdt under vores pauser fra roret. Aftensmaden stod på kartoffelsuppe med bacon tern. Christine tog en slapper mellem 20-23 i selskab med Natasja. Isabel ville gerne være oppe og se stjerneskud i selskab med Joachim, og hjælpe ham med at trimme sejl. Vi sejlede mod mørke skyer ligesom solen begyndte at gå ned. Og det blev lidt rodet da vinden var lidt blandet. Først startede Joachim motor fordi vinden aftog så meget, så kom vinden igen platlæns, dvs. lige bagfra, hvilket øger risikoen for bomning, så motoren blev stoppet og det rebede storsejl, samt et forsejl sat. (Storsejlet havde vi hele tiden oppe med reb i om natten, for ikke at skulle gå frem og tilbage på dæk, hvilket jo også krævede en ekstra voksen hånd). Så døde vinden igen og Joachim startede motor. Ikke lang tid efter kom vinden igen og motoren blev slukket. Christine fik ikke rigtig sovet, så jeg stod op og vi blev enige om at vi nøjedes med storsejl og så måtte vi affinde os med en fart på 4 kn i gns. Natten forløb fint. Kun en enkelt eller to skibe i sigte.
Syrede arme og ben – tredje døgn
Igen en fin dag. Vi havde fortsat en vind lige bagfra 7-8 m/s og valgte at fortsætte med at krydse ned mod De kanariske øer, dvs. vi sejlede mere agten for tværs, hvilket gjorde at vi undgik bomning. Vi kunne godt begynde at mærke at vi var lidt trætte pga. manglende søvn. Desuden syrede vores arme til fordi vi skulle holde roret en speciel stilling hele tiden og fordi Christine brugte alt for mange kræfter på at dreje roret. (jeg kender ikke alle tricks til hvordan man bruger færrest kræfter på at styre og kun dreje roret når der ikke er tryk på roret). Benene syrede også til fordi vi stod meget op. Vi prøvede at sidde ned og styre men jeg følte det var svære at mærke bølgerne og dreje roret når det var nødvendigt. Så for at sikre os at vi begge fik mest mulig hvile i pauserne måtte vi lade pigerne se en del film. Dog sad begge piger meget i cockpittet denne dag, fordi de bare trængte til luft og så prøvede vi også at hygge lidt med dem, den som nu havde vagt. Aftensmad blev kyllingestykker med varm pasta og salatblade og agurkestænger. Natten forløb fint. Vi havde alle sammen været lidt små-søsyge, de første par dage. Men fik det så småt bedre.
Udmattelse – fjerde døgn
Vi kunne nu mærke at vinden aftog i løbet af dagen og vindretningen ændrede sig også, så vi nu kunne styre en mere direkte kurs mod De kanariske Øer. Vi havde stadigvæk nogle bølger på omkring 1,5 meter i højde. Men vi nød virkelig vandets flotte flotte blå farve. Det var så smukt at sidde og se på vandet. Aftensmaden stod på kartoffelsuppe med bacontern. Pigerne vaske op. Denne nat skulle Christine starte med vagten fra 20-23 men det blev hurtigt helt utrolig mørkt, bla. Pga. nogle mørke skyer, men også månen var længe om at komme op. Trætheden havde virkelig meldt sig hos mig. Jeg fik styret lidt forkert så jeg opfattede at vinden tog til. Det føles sådan hvis man får vinden mere ind forfra. Desuden havde jeg tidligere haft undervisningstime i hvordan jeg skulle tackle bølgerne bedre således at jeg brugte færre kræfter på at styre båden i bølgerne. Men min koncentrationsevne var meget lav, fordi jeg var så træt. Så jeg måtte kalde Joachim op. Joachim tog over, så jeg kunne tage mig en ordentlig lur. Jeg blev vækket igen 4 timer senere af en meget træt Joachim. Vi havde sat motor, da vinden nu var helt død. Så jeg tog roret og styrede. Men eftersom bølgerne havde aftaget og vinden faldet, var det nemmere at styre båden, (desuden havde jeg fået mere energi af min tunge lur, så det gik meget bedre denne gang). Joachim faldt også omkuld med det samme og fik en god søvn. Vi erkendte at vi havde nået et punkt hvor vi begge var meget trætte, og så nu virkelig frem til at komme i land på De kanariske øer. Der var nu kun 12 timers sejlads tilbage.
Et hav af skildpadder – femte døgn
Efter nogle gode pauser hvor både Joachim og jeg havde fået sovet dybt, havde vi mere overskud til den sidste del af turen. Det var dog ren motorsejlads. Vi holdt fortsat vagterne. Omkring kl. 13 fik vi det første glimt af De kanariske øer. Den sidste del af turen bød på vand under gulvbrædderne, (læk fra en vandtank, heldigvis ikke saltvand udefra), hvilket vi brugte en del timer på at få punpet ud. Senere på dagen så vi også masser af skildpadder som lå i havoverfladen og slappede af, 3 flydende paller (ikke så rart at støde på sådan en), delfiner, samt ryggen og halen af en slags hval, vi ikke kender navnet på. 1 time før solnedgang og vores ankomst til Graciosa øen, hvor vi skulle ligge for anker i en smuk bugt, mødte vi kystvagten. De kom sejlende imod os. Joachim kunne slet ikke overskue, at de skulle ombord og tjekke papirer mv., så ville vi ikke nå bugten inden de blev helt mørk. Så klogt nok kaldte han på pigerne som sad nedenunder og sagde, at de skulle tage redningsvestene på og komme op. Så vi lignede en rigtig lille familie på langturssejlads (og ikke illegale indvandrer, der er kun ca. 60 sømil mellem Fuerteventura og Afrikas kyst). Joachim fik ret, de sejlede forbi os, mens vi lokkede pigerne til at vinke pænt til båden og smile. Aftensmaden bestod af kyllingsalat, og pasta rester.
Trætte nåede vi bugten på Graciosa øen, hvor vi fik lagt anker 1 sekund før det var bulder mørkt. Vi havde nogle flotte panoramiske views af de nordligste vulkanøer i solnedgang. Ankomne i bugten efter at have tjekket at ankeret kunne holde os, faldt vi alle omkuld med det samme og lå trygt og sov, vuggende iblandt 20 andre ankerliggende sejlbåde.
Se billeder fra turen over Atlanterhavet 1. del under menuen FOTO.
